Mit liv som dungeon master, del 1

Mit liv som dungeon master, del 1

Jeg har været dungeon master (DM) siden kort efter jeg begyndte at spille Dungeons & Dragons tilbage i sidste halvdel af 1980’erne. Mit første forsøg som DM står stadig lysende klart, det var rodet, kikset, usammenhængende og manglede totalt historie. Et simpelt dungeon run uden mening eller mål – og hvad laver en rød drage i et 9kvm lokale i en dungeon..

Men ligesom dét der med at cykle, så kræver det en del knubs og skrammer at blive bedre. I dag har jeg været regulær DM i et par år i streg, og det står ganske tydeligt for mig, at årerne har ført en hel del lærdom med sig.

Lad mig dog med det samme sige, at jeg ikke er perfekt! End ikke tæt på. Jeg holder mest på middelmådig, og virkeligheden ligger nok et sted midt imellem. Alligevel vil jeg gerne bruge taletiden i dag på, at dele hvordan jeg forbereder mig til et spil og hvordan jeg tackler spillerne og deres tossede idéer på spildagen. Indlægget her handler om det første, nemlig forberedelsen.

Udgangspunktet bliver et torsdags-spil, altså et Dungeons & Dragons Adventurers League eventyr. De fleste DDAL/DDEX eventyr er af omkring 4 timers varighed, hvilket passer fint til vores spilaftener i Fanatic, Roskilde, der er af max 3 timer og 45 minutters længde.

Et vilkår for spillene indtil vores første spilserie udløber i udgangen af april 2018, er at jeg har besluttet mig for at starte ved begyndelsen. Dvs at de eventyr jeg kører, alle hører til første sæson – Tyranny of Dragons – og dermed krydser spor med de to hard-cover udgivelser fra sæsonen, Hoard of the Dragon Queen og Rise of Tiamat. For hver sæson, kan der gælde særlige regler. Sæson to, Elemental Evil, har begrænsninger på brugen af magi, sæson 4 – Curse of Stradh – låser spillernes karakterer fast i Dimension of Dread så de ikke kan deltage i andre eventyr før de har dræbt grev Stradh, sæson 7 har introduceret en “dødspest”, der gør det umuligt at genoplive en død karakter, med mindre enden af hard-cover udgivelsen Tomb of Annihilation nåes af resten af gruppen. Eventyrerne i sæson et og tre er ikke rigtigt “ramt” på denne måde, men byder til gengæld på en meget lineær udvikling i DDEX-eventyrene, der gør dem sjove at vende tilbage til for de samme spillere.

Før jeg beslutter mig for hvilket eventyr vi skal spille, kigger jeg på Adventurers League Content Catalogue – et katalog over de legale AL-eventyr, der er til rådighed. Kataloget findes i både AL Players Guide og AL Dungeons Masters GuideDMsGuild.com. Kataloget viser bl.a. en kort beskrivelse af sæsonen og lidt info om hvert eventyr, f.eks. hvor lang tid de er estimeret til at vare. Jeg kigger ligeledes på eventyrbeskrivelserne på DMsGuild.com for at finde et eventyr, der virker spændende og i tråd med de eventyr jeg måske allerede har spillet.

Nu beslutter jeg hvilket eventyr jeg skal spille næste gang – helt konkret drejer det sig om eventyret DDEX01-04 Dues for the Dead, der vil fungere som basis for denne artikel. Afhængigt af, om det er et jeg har på lager fra tidligere eller om jeg skal købe det på DMsGuild.com, så finder jeg det frem og printer det ud. For mig, er det afslappende at have eventyret på papir, da jeg hurtigt kan bladre frem og tilbage, lægge sider fra og ikke mindst bruge mig vigtigste værktøj i denne fase: Blyant til markering af monstre og NPC’er i marginen og overstregning med min trofaste gule overstregningstusch.

Jeg læser eventyret igennem, første gang som godnat-læsning. Jeg starter 3-4 dage i forvejen, hvor de første to dage går med at skabe et overblik og lægge en plan. Er der særlige twists, jeg skal huske? Hvilke handlings-kroge kan udelades? Et eksempel herpå er f.eks. i DDEX01-03 Shadows over the Moonsea, hvor et sammenstød med en vred Dire Wolf mor er absolut unødvendigt for historien og dermed let kan skære 20 minutter af spil-tiden. Som beskrevet, noterer jeg hvilke monstre – antal og art – samt hvilke NPC’er der optræder i historien. Disse oplysninger gemmer jeg til senere.

Ved anden gennemlæsning, overstreger jeg vigtige passager, f.eks. beskrivelser, pointer, vigtige oplysninger i beskrivelser eller dialoger, etc. Overstregningen er en balance-kunst, hvor jeg risikerer at miste en vital oplysning hvis jeg streger for lidt over, alternativt begraver jeg vigtige detaljer i gule streget, hvis jeg overstreget for meget. Selv i dag er dette een af de største udfordringer for mig.

Når jeg har læst eventyret igennem, tager jeg stilling til, om det er et eventyr, der lægger op til at vi spiller med figurer eller ej. Er det tilfældet, finder jeg allerede nu figurer frem, for at sikre mig at jeg ikke mangler nogen. Mangler jeg nogen, ser jeg om jeg kan finde en erstatning eller om den lokale figur-pusher skal aflægges et besøg. Kortet fremstiller jeg ved hjælpe af mønster-papir fra Stol & Stil. Jep, sådan en rule med 15m koster 50,- kr, og har fine 2x2cm tern. Nej, det er ikke helt tommer, men det dur. Især til større kort som til Sunless Citadel fra Tales from the Yawning Portal eller som her, gravkomplekset vi skal besøge i DDEX01-04 på Valhingen-kirkegården, hvor de kommercielle kort-produkter med tern og andre polyforme figurerne, bare ikke er store nok. En håndfuld sprittuscher og mønsterpapir er et udmærket alternativ. Kortet tegnes op – læg noget under, da sprittuscherne går lige igennem. For reveal-as-you-go, bruger jeg billigt printerpapir, der klippes ud så det dækker de enkelte områder, og tapes fast i een ende, så det er let at tage af efterhånden som karaktererne kommer omkring i dungeonen.

Næste trin, efter at have gennemlæst eventyret to gange, overstreget vigtige detaljer og taget stilling til miniaturer og kort, er at sammentælle listen over monster og NPC’er, for derefter at printe deres detaljer ud via DnDBeyond.com. Jeg organiserer mine monster print-outs, så jeg har ét print for hver gruppe af monstre, der hører sammen. For DDEX01-03 havde vi et angreb på en landsby, hvor to grupper kobolder angriber byen fra to vinkler. Altså har jeg for disse udskrevet 2 kobold-ark. På hvert ark tilføjer jeg et felt, hvori jeg kan notere “Initiativ” for monsteret eller monster-gruppen. Derudover, som i ovennævnte eksempel, laver jeg en lille tabel, hvor jeg nummerer monstrene i gruppen, her altså to grupper, een med 6 og een med 4 kobolder, samt deres initielle hitpoints. Kobolder har normalt 5 hitpoints, men det giver lidt varians på forhånd at slå hitdice for hver kobold, og det giver denne her forberedelse mig mulighed for.

Udover monstre, printer jeg også evt items ud, ligeledes fra DnDBeyond.com. Det kan være Potions of Healing og andre mondæne ting, spillerne kan støde på. Men også de magiske items, de kan finde i løbet af eventyret, dem printer jeg også ud. Endelig printer jeg, når det nu er Adventurers League, det formelle Reward Certifikat ud, så spilleren der får f.eks. en tryllestav eller en magisk ring, har de formelle papirer fra AL, hvis en anden DM skulle spørge hvorfra de har fået den magiske genstand. Printet fra DnDBeyond.com er alene for at spilleren har de fulde detaljer om genstanden, idét DDAL certifikatet sjældent indeholder alle detaljer, men blot henviser til f.eks. Dungeons Masters Guide-bogen.

Sidste forberedelsestrin for mig er så, at lægge de udprintede monstre og items ind på de rigtige pladser i eventyret, så jeg f.eks. altid har koboldernes stats liggende efter siden hvorpå der bliver refereret til dem.

Det hele, eventyret, item certifikater og evt kort, pakkes sammen i et plastikchateque, og lægges klar til spilaften.

Besøg den danske D&D Adventurers League-gruppe på Facebook i gruppen D&D Adventurers League Danmark, eller kig forbi hjemmesiden på www.dnd-al.dk.

Hold dig ikke tilbage for at sende mig feedback på blog@casperhelenius.dk

One Reply to “Mit liv som dungeon master, del 1”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: