Betaler du din Dungeon Master?

Emnet omkring den betalte Dungeon Master, altså DMen der mod beskeden betaling, stiller sig til rådighed for dig og dine venner, så i kan få et slag D&D, CoC, Vampire eller lignende, uden at nogen af jer skal give bekøb på selv at spille med, er ofte til diskussion i diverse fora.

Ofte er modargumentet at det da ikke er nødvendigt at betale for en DM, der er jo masser at vælge imellem.

Kigger jeg over på Adventurers League Danmark, som jeg har været med til at skabe, er dette en sandhed med kraftige modifikationer.

Et af vores allerstørste problemer er netop at skaffe Dungeon Masters nok til alle vores spillere i hele landet – et problem, der kun overgås af udfordringen med at skaffe plads nok til vores spil.

Da vi i slutningen af februar etablerede ALDK, gik vi bort fra at opkræve betaling for deltage i spillene. Årsagen hertil var strukturen omkring betalingerne, der desværre viste sig ikke at falde helt i hak med Indsamlingsloven. I respekt herfor, valgte vi altså øjeblikkeligt at droppe deltagerbetalingen på 30kr pr mand ved bordet, hvoraf de 20 gik til Ungdommens Røde Kors og den sidste 10er til Dungeon mesterens udgifter i forbindelse med spillet – både eventyr, print, evt figurer og tilbehør koster trods alt penge.

Hvorfor er dette relevant? Jo, faktum er, at efter vi har droppet deltager betalingen, har jeg bemærket et lille fald i ønsket om at stille op som DM. Det er ofte de samme Tordenskjolds soldater der stiller op, men posen med tilgængelige DMs føles altså lidt lettere.

Om der er en sammenhæng eller ej, kan lige nu kun besvares via empiri.

Istedet vil jeg vove den påstand, at selvfølgelig er der brug for den betalte DM. Selvfølgelig er det ikke alle der ønsker eller er lige gode til at være DM og så er det altså et andet menneskes fritid, der skal investeres i din underholdning.

Derfor mener jeg, at det ikke er uforskammet for en DM at tage 30-50kr pr spiller for en 4 timers session med en tilfældig gruppe spillere, fundet via Discord, Roll20, lookingforgm.com eller DnD-al.dks forum.

I watched ‘The Ritual’ on Netflix so you don’t have to

I had a nice and quiet sunday morning. Got up early, let the missus sleep a bit longer, grabbed a bite and cup o’ tea and put on ‘The Ritual‘ on Netflix.

I had absolutely no idea on what to expect. I had read nothing about the movie, watched no trailers, the premise in the description just sounded appealing. And since it’s a horror movie, count me in! Besides, judging from the reviews of the novel of the same name by Adam Nevill on Goodreads, it could turn out great!

The setup is quite good. 5 friends from college, now grown up, plans to go on a manly vacation together. Through an accidental mishap, only the four of them ventures to the northern Sweden to hike the Kungsledan – the Kings Trail – that crosses Sweden into Norway.

The first about 30-40 minutes are actually quite good. They have a slight resemblance to The Blair Witch Project – without the stomach-turning, handheld, hellish camera work – as the group happens upon a wooden hut in the dark and mysterious Swedish woods.

From here, it takes a turn from bad to even worse. With the hint of witchcraft and visions of an unseeable beast, the Deliverance-eerie sensation turns into a bit of a bore, in the inevitable hunt for scares, that eventually just doesn’t work.

It took me a minute or two to put two and two together, probably because I was bored and annoyed with the lack of seeing the beast – which is an absolute abomination and quite nicely done, in my opinion. But long story short, my take on the nordic myth vs english blokes is, that norse mythology is quite misunderstood, and I’m not sure if Loki would grant any mortal man immortality by poking his chest.

Yes, it does turn a bit odd in the end. A little too sought for, in my opinion.

It lacks the real eerieness of its Blair Witch cousin, and unfortunately takes a few turns along the way, that put’s it up there on the not-worth-the-90-minutes-wall along with Nicolas Cages absolutely horrific ‘Wickerman’-remake.

If you’re looking for a really good horror movie, pass on ‘The Ritual’. If you are entertained by guys yelling at eachother, a half-explanied story you need to guess about to make some sense of it, or if you enjoy a very nice CGI’ed monster, then ‘The Ritual’ is for you.

I give it a solid 2 out of 5 for locations (making Romania look like Sweden), atmosphere and monster effects.

Stor besparelse i vente på Battle for Azeroth

Med den fortsat dalende dollars-kurs, ligger der en stor besparelse og venter os World of Warcraft spillere, hvis vi agter at forudbestille Battle for Azeroth-udvidelsen her og nu.

Det nye indhold, med en forventet lanceringsdato den 21/9-2018, er i øjeblikket pris-sat til $49,99 for standard udgaven – udvidelsen med nye zoner, 4 nye racer og et væld af quests og meget mere – hvilket i skrivende stund, med en dollars-kurs på 5,95 kr svarer til omkring 298,- kr. Tilsvarende ligger prisen på deluxe-udgaven – med samme indhold som standard udgaven samt et par ride-dyr (mounts), et mount til Heroes of the Storm, sprays, skins og meget mere til de øvrige Blizzard-spil (fraset Diablo III, der er forbigået denne gang – indtil videre) – en samlet pris i kroner på lige under 420,- kr ($69,99).

Det må antages, at Blizzard selv har øjnene åbne for den lave dollars-kurs og man må som forbruger vente, at prisen kan risikere at gå op, at vi bliver tvunget til at købe produktet til €-pris eller andre restriktioner, så de får det forventede beløb ind.

Så køb køb køb 🙂

Social færdighedstræning med Dungeons & Dragons

Jeg har tidligere omtalt, at Dungeons & Dragons har fundet anden og mere praktisk anvendelse end blot som fantasi-fodrende, interaktiv social underholdning.

Således beretter Geek & Sundry i et lidt ældre opslag, om det amerikanske projekt Take This, der anvender D&D som værktøj til at støtte udviklingen af sociale færdigheder som anstændig kommunikation, venskabelighed, empati og lignende egenskaber. Dr. Raffael Boccamazzo, der står bag Take This, fortæller, at ved at anvende D&D som værktøj til at iscenesætte terapien i et mere fantasi-drevet landskab, fjernes fokus fra selve terapien, og barnet eller den unge får lettere ved at håndtere pressede situationer, der normalt ville føre til stress og angst. Projiceringen mellem person og figur løser op for de sociale begrænsninger der måske ellers begrænser personen, men gennem spillet bliver han eller hun således bevidst om, at situationerne fra spillet, let kan overføres til den faktiske virkelighed, og dermed lærer personen gennem spillet at tackle virkelighedens svære situationer. Læs mere hos Geek & Sundry og lyt til D&D podcasten der henvises til med Dr. Raffael Boccamazzo.

I Seattle finder vi virksomheden Wheelhouse Workshop. Her blander projektejerne, begge licenserede terapeuter, Adam Johns og Adam Davis, fantasi rollespil med drama og rekreationelle terapeutiske for at hjælpe især børn, der måske ellers er opgivet af andre praktiserende terapeuter. I artiklen på KillScreen.com fortælles der om en konkret spilleaften, hvor der arbejdes med frygt og fobier. Udgangspunktet for hver spiller er, at de har indleveret bl.a. deres rollespilskarakters værste frygt. En ond ånd viser karaktererne scener involverende deres værste mareridt, men det er hele spillegruppen der lytter med, og dermed i fællesskab kan hjælpe spilleren ud af mareridtet.

Det er en interessant måde at gribe håndteringen af frygt an på, idét samvær og socialt samvær traditionelt set er kerneværdier der holder frygten på afstand. Begge Adam’er har fundet rollespil som det perfekte værktøj til at skabe narrativ terapi, hvormed de unge kan separereras fra de negative sider i deres personlighed, de kæmper med. Dette kalder de en “æstetisk distance” til problemerne, som giver den unge ro til at betragte problemer på afstand og dermed tryghed til at turde tale om det. Ganske interessant tilgang til det terapeutiske i rollespillet.

Endelig fortæller Christina Jones til Odyssey om, hvordan rollespil har lært hende at distancere sig fra hendes angst. Netop idéen om, at påtage sig en anden rolle, har for Christina været katalysator for at se med nyt perspektiv på sig selv. I rollen som en anden, føler hun sig ikke begrænset af den angst, der ellers har styret og begrænset hende hele hendes liv. Lucinda, som karakteren hedder, har vist sig at være alt dét, Christina ikke selv er. Flabet, kæk, stærk og modig og med andre interesser end hendes eget “ynkelige selv”, som hun skriver. Det er interessant at læse, hvordan den fiktive Lucinda har skabt en forbindelse til den virkelige Christina, således at Christina på sine værste dage kan trække på nogle af de egenskaber, som Lucinda er begavet med. Gaver, hun har fået fra Christinas egen fri fantasi. Dermed kan man sige at Christina har formået at putte de værktøjer, hun selv drømmer om at besidde, ned i Lucinda, som så samtidigt har fungeret som en kanal for Christina selv. Rollespillet kan altså roses for, at have åbnet op for Christinas selv, og vist hende, at hun virkelig selv besidder de egenskaber, som hun ellers har tildelt Lucinda. Ganske indsigtsrigt konkluderer Christina, at hendes angst aldrig går helt væk, men hun finder styrken til at holde den i skak, når hun kan læne sig op af Lucinda.

Jeg har ikke kunnet finde noget som helst dansk litteratur omkring den terapeutiske brug af fantasi-rollespil. Det er en skam at emnet ikke er bedre undersøgt, idét interessen beviseligt er stor blandt de mere forsigtige unge – og dem hører vi ofte, at der er mange af. Dermed kan jeg kun komme med den opfordring, at børnene fra de er 12 absolut bør prøve at deltage i et spil Dungeons & Dragons. Der ligger mange timers god, sund, styrkende underholdning, sjove oplevelser og gode venner og gemmer sig.

Besøg den danske D&D Adventurers League-gruppe på Facebook i gruppen D&D Adventurers League Danmark, eller kig forbi hjemmesiden på www.dnd-al.dk.

Hold dig ikke tilbage for at sende mig feedback på blog@casperhelenius.dk

Er der damer i Dungeons & Dragons?

Ok, indrømmet, titlen på det her indlæg er lidt poppet. Men spørgsmålet er – i sin rå essens – helt ærligt nok: Er Dungeons & Dragons ikke mest af alt en drenge-hobby.

Svaret er et forsigtigt, men alligevel rungende “Jo!”. Men beviset er alene baseret på empiri, så det er ikke en videre videnskabelig vurdering.

Jeg spiller med et par forskellige grupper, og på tværs af grupperne er der ingen tvivl om at det mandlige køn er overrepræsenteret. Og hvorfor egentlig dét? Måske det hænger sammen med, at det ikke betragtes som særligt feminint eller piget, at spille rollespil. Det er noget med fantasy, terninger, åndssvage papirer og dumme drenge, der let bliver enten infantile, dick-joke orienterede eller lignende. Eller, det er hvad jeg hører fra min datters veninder, når jeg foreslår at vi skal spille rollespil. Det er kikset og nørdet.

Det sjove er dog, at især under Dungeons & Dragons Adventurers League, spiller vi under et bestemt såkaldt Code of Conduct, altså et sæt retningslinjer, hvor ligestilling, anstændig adfærd, respektfuldt sprog og ikke mindst hensyntagen til at alle, der sidder ved bordet, får taletid og at alle input er valide og bør tages seriøse.

Dermed skydes der altså hul i alle de forbehold, der ellers kunne være omkring D&D. Så lad mig een gang for alle slå fast: Dungeons & Dragons er for alle, uanset køn, etnicitet, tro, uddannelse og drømme. Her er og skal der være plads til alle, og det er der omkring vores borde! Alle, der er interesserede i at være med på ovenstående vilkår, er altid velkomne.

Min hver-anden-fredagsgruppe består af min forlovede, min papdatter, min papknægt og deres far. Her er der altså en 50-50 fordeling kønsmæssigt. Hvad betyder det for dynamikken? Selvfølgelig spiller de personlige forhold og roller en del ind, men kvinderne har helt klart et ofte andet syn på nogle problemstillinger. Det giver spillet et friskt, lidt anderledes pust, med kvindelige spillere i gruppen, og reelt er spørgsmålet altså: Hvad holder kvinderne tilbage?

Jeg ved det ikke. Jeg ved det simpelthen ikke. For når dagen er omme, er der ingen grund til ikke at være med. Reglerne er ikke sværere for kvinder end for mænd. Eventyret er lige godt for alle. Der er plads til alle ved bordet, så hvorfor er det, at kvinderne mangler ved rollespilsbordene? Bevares, jeg skal ikke snakke for højt, til NørdMarked i DGI-byen den 31/3 stiller vi med et fuldt 6-spiller bord, hvoraf 4 af de 6 spillere er piger eller kvinder, i øvrigt i alderen 12 til 60+!

Betragt dette som en invitation, kvinder og piger, til at komme til bordet og spille med. Der er intet kønsorienteret i rollespil, så kom og giv den gas. Prøv kræfter med at være den store, stærke, modige kriger, der altid går forrest ind i kampen. Eller hvad med at være præsten, healeren, hvis vigtigste opgave det er, at holde de andre i live? En absolut vital rolle i gruppen, som ikke må undervurderes!

Kom og være med 🙂

Besøg den danske D&D Adventurers League-gruppe på Facebook i gruppen D&D Adventurers League Danmark, eller kig forbi hjemmesiden på www.dnd-al.dk.

Hold dig ikke tilbage for at sende mig feedback på blog@casperhelenius.dk

Mit liv som dungeon master, del 2

En typisk Dungeons & Dragons spilleaften. Gode gamle eller nye venner, højt humør og lyden af terninger, der ruller på bordet blandt papirer, bøger og måske figurer.

Det er den overordnede beskrivelse af mindst een dag om ugen i min 2018-kalender.

Udgangspunktet for dette opfølgende indlæg, er een af de aftener med Dungeons & Dragons Adventurers League vi afholder om torsdagen i de ulige ugenumre hos Fanatic i Grønnegade 2, Roskilde.

Vi mødes normalt omkring kl. 17:30, hvor vi, dungeon mastere der er mødt op så tidligt, giver de fremmødte spillere mulighed for, at få gennemgået deres karakterblade, magic items, AL sheet registreringer, etc. Det er en hyggelig måde at få nedbrudt en evt utryghedsmur på, idét de fleste af os reelt kun kender hinanden igennem disse rollespilsaftener. Det betyder, at de fleste føler sig lige meget på glat is, så det er betryggende at have et par muntre dungeon masters, der kan tage fat om både de udad- såvel som de indadvendte.

Omkring kl. 18 byder koordinator, Anders Tjagvad, os velkommen til endnu en spil-aften, bordene bliver delt op i de 4-5 grupper som der spiller, spillere og DMs gør sig klar med papirer, noter, blyanter, figurer og ikke mindst terninger.

Et sted imellem kl. 18 og senest 18:15 starter spillet så ved hvert bord.

Som regel giver jeg en ganske kort introduktion til, hvor spillerne starter. F.eks. starter spillerne næste gang ved indgangen til Valhingen-kirkegården i Phlan, hvor de har reageret på Doomguide Yovirs anmodning om raske eventyrere, der vil hjælpe med at løse et problem i en grav på kirkegården. Da nogle af spillerne måske er nye, med nye karakterer, og andre er mere garvede, så lægger jeg op til at den mest garvede spiller – ham/hende med enten flest år som rollespiller på bagen eller med vedkommende med karakteren med det højeste level. Spillerne får så 4-5 minutter til at give en kort beskrivelse af sig selv, oftest i en scene, der passer til dér hvor eventyret nu starter. Altså kommer de til at mødes ved indgangen til Valhingen, nogle af dem har reageret på et opslag på den lokale kro – måske de har afsluttet forrige eventyr på The Laughin Goblin-kroen i Phlan – eller også er de kommet tilfældigt forbi kirkegården og har set lærredsplakaten med opslaget omkring manglende eventyrere, der hænger på jernlågen.

Når spillerne har præsenteret deres karakterer for hinanden, begynder spillet for alvor!

Spillet kører i høj grad som et ping-pong spil spillerne imellem og mellem mig som DM og dem. Jeg maler et billede af situationen de står i, de bliver hentet ind på Doomguide Yovirs kontor af en ung akolyt. Kontoret henstår badet i sollys, og det er tydeligt at Yovir, en ældre herre, er overordentligt bekymret. I hans ansigt står dybe furer malet som mørk makeup, der er løbet ned af kinderne i regnvejr. Kontoret er på een gang forsømt og ordentligt. Papirer ligger i store stakke og virker rodet sammen, men samtidigt er det tydeligt, at der er en form for et system over rodet. Yovir kigger op fra et stykke gammelt pergament, han sidder og studerer. Et glædeligt gensynssmil breder sig over hans ansigt, da han får øje på Reily – een af spillerne, der tidligere har tjent Doomguide Yovir i et andet eventyr.

Herfra overtager NPC – den ikke-spillerstyrede karakter – Yovir samtalen, og fortæller om – i direkte tale – hvad problemet er. Her følger så ping-pongeriet mellem NPC og spillere, indtil det står nogenlunde klart for spillerne, hvad opgaven går ud på. Efter lidt mere ping-pong har de forhandlet sig frem til en betaling, og eventyret kan fortsætte.

Således styrer jeg spillet: en scene opstilles, omgivelserne beskrives for at skabe stemning, evt nøgle objekter fremhæves og karakterer eller monstre, der kan ses, præsenteres. Herefter får spillerne – med mindre eventyret dikterer andet – første træk. Det er trods alt dem, der ankommer til scenen. Herfra kan historien så løbe i et væld af retninger, afhængigt af det interne forhold i spillergruppen, hvad eventyret enten dikterer eller foreslår der kan ske samt en række tossede idéer og indfald spillere og DM imellem.

Heri ligger noget af det mest fantastiske i Dungeons & Dragons: Samspillet, der samtidigt er et modspil, og som du som DM er nødt til at være klar til at håndtere løber i de mest vanvittige retninger. Det afhænger i høj grad af eventyret – nogle eventyr har et strengt lineært forløb, f.eks. rene dungeons crawls som DDEX1-04 Dues for the Dead – andre lægger op til mere frit spil, som f.eks. DDEX03-14 Death on the Wall, hvor spillerne skal planlægge og gennemføre et snigmord(?) på en regeringsleder. Højspændt krimidrama i fantasiland!

Når jeg spiller, drysser jeg en høj grad af humor ned over spillet. Jeg undgår lange diskussioner om regler med spillerne, og er altid frisk på et kompromis, men lytter også til at bordet som helhed mener. Jeg er dungeon master, men det er ikke ensbetydende med, at jeg er 100 meter mester i alle regler og fortolkninger. Jeg skaber rammerne og driver historien, men alle omkring bordet deltager, og med humor og til tider skæve referencer til virkeligheden udenfor spillet, formår jeg – baseret på feedback – at skabe en stemning, der lokker spillerne tilbage til mit bord gang efter gang.

Det er klart, at det kræver en vis portion fantasi og hurtig-tænkning at være DM. Jeg tror på, at dét at læse bøger og selv spille rollespil, er med til at drive denne hurtige tankegang inden for genren.

Det var lidt om hvordan jeg driver et spil Dungeons & Dragons. Jeg håber at det har været inspirerende, og husk at du er velkommen til at kontakte mig hvis du har spørgsmål.

Besøg den danske D&D Adventurers League-gruppe på Facebook i gruppen D&D Adventurers League Danmark, eller kig forbi hjemmesiden på www.dnd-al.dk.

Hold dig ikke tilbage for at sende mig feedback på blog@casperhelenius.dk

Mit liv som dungeon master, del 1

Jeg har været dungeon master (DM) siden kort efter jeg begyndte at spille Dungeons & Dragons tilbage i sidste halvdel af 1980’erne. Mit første forsøg som DM står stadig lysende klart, det var rodet, kikset, usammenhængende og manglede totalt historie. Et simpelt dungeon run uden mening eller mål – og hvad laver en rød drage i et 9kvm lokale i en dungeon..

Men ligesom dét der med at cykle, så kræver det en del knubs og skrammer at blive bedre. I dag har jeg været regulær DM i et par år i streg, og det står ganske tydeligt for mig, at årerne har ført en hel del lærdom med sig.

Lad mig dog med det samme sige, at jeg ikke er perfekt! End ikke tæt på. Jeg holder mest på middelmådig, og virkeligheden ligger nok et sted midt imellem. Alligevel vil jeg gerne bruge taletiden i dag på, at dele hvordan jeg forbereder mig til et spil og hvordan jeg tackler spillerne og deres tossede idéer på spildagen. Indlægget her handler om det første, nemlig forberedelsen.

Udgangspunktet bliver et torsdags-spil, altså et Dungeons & Dragons Adventurers League eventyr. De fleste DDAL/DDEX eventyr er af omkring 4 timers varighed, hvilket passer fint til vores spilaftener i Fanatic, Roskilde, der er af max 3 timer og 45 minutters længde.

Et vilkår for spillene indtil vores første spilserie udløber i udgangen af april 2018, er at jeg har besluttet mig for at starte ved begyndelsen. Dvs at de eventyr jeg kører, alle hører til første sæson – Tyranny of Dragons – og dermed krydser spor med de to hard-cover udgivelser fra sæsonen, Hoard of the Dragon Queen og Rise of Tiamat. For hver sæson, kan der gælde særlige regler. Sæson to, Elemental Evil, har begrænsninger på brugen af magi, sæson 4 – Curse of Stradh – låser spillernes karakterer fast i Dimension of Dread så de ikke kan deltage i andre eventyr før de har dræbt grev Stradh, sæson 7 har introduceret en “dødspest”, der gør det umuligt at genoplive en død karakter, med mindre enden af hard-cover udgivelsen Tomb of Annihilation nåes af resten af gruppen. Eventyrerne i sæson et og tre er ikke rigtigt “ramt” på denne måde, men byder til gengæld på en meget lineær udvikling i DDEX-eventyrene, der gør dem sjove at vende tilbage til for de samme spillere.

Før jeg beslutter mig for hvilket eventyr vi skal spille, kigger jeg på Adventurers League Content Catalogue – et katalog over de legale AL-eventyr, der er til rådighed. Kataloget findes i både AL Players Guide og AL Dungeons Masters GuideDMsGuild.com. Kataloget viser bl.a. en kort beskrivelse af sæsonen og lidt info om hvert eventyr, f.eks. hvor lang tid de er estimeret til at vare. Jeg kigger ligeledes på eventyrbeskrivelserne på DMsGuild.com for at finde et eventyr, der virker spændende og i tråd med de eventyr jeg måske allerede har spillet.

Nu beslutter jeg hvilket eventyr jeg skal spille næste gang – helt konkret drejer det sig om eventyret DDEX01-04 Dues for the Dead, der vil fungere som basis for denne artikel. Afhængigt af, om det er et jeg har på lager fra tidligere eller om jeg skal købe det på DMsGuild.com, så finder jeg det frem og printer det ud. For mig, er det afslappende at have eventyret på papir, da jeg hurtigt kan bladre frem og tilbage, lægge sider fra og ikke mindst bruge mig vigtigste værktøj i denne fase: Blyant til markering af monstre og NPC’er i marginen og overstregning med min trofaste gule overstregningstusch.

Jeg læser eventyret igennem, første gang som godnat-læsning. Jeg starter 3-4 dage i forvejen, hvor de første to dage går med at skabe et overblik og lægge en plan. Er der særlige twists, jeg skal huske? Hvilke handlings-kroge kan udelades? Et eksempel herpå er f.eks. i DDEX01-03 Shadows over the Moonsea, hvor et sammenstød med en vred Dire Wolf mor er absolut unødvendigt for historien og dermed let kan skære 20 minutter af spil-tiden. Som beskrevet, noterer jeg hvilke monstre – antal og art – samt hvilke NPC’er der optræder i historien. Disse oplysninger gemmer jeg til senere.

Ved anden gennemlæsning, overstreger jeg vigtige passager, f.eks. beskrivelser, pointer, vigtige oplysninger i beskrivelser eller dialoger, etc. Overstregningen er en balance-kunst, hvor jeg risikerer at miste en vital oplysning hvis jeg streger for lidt over, alternativt begraver jeg vigtige detaljer i gule streget, hvis jeg overstreget for meget. Selv i dag er dette een af de største udfordringer for mig.

Når jeg har læst eventyret igennem, tager jeg stilling til, om det er et eventyr, der lægger op til at vi spiller med figurer eller ej. Er det tilfældet, finder jeg allerede nu figurer frem, for at sikre mig at jeg ikke mangler nogen. Mangler jeg nogen, ser jeg om jeg kan finde en erstatning eller om den lokale figur-pusher skal aflægges et besøg. Kortet fremstiller jeg ved hjælpe af mønster-papir fra Stol & Stil. Jep, sådan en rule med 15m koster 50,- kr, og har fine 2x2cm tern. Nej, det er ikke helt tommer, men det dur. Især til større kort som til Sunless Citadel fra Tales from the Yawning Portal eller som her, gravkomplekset vi skal besøge i DDEX01-04 på Valhingen-kirkegården, hvor de kommercielle kort-produkter med tern og andre polyforme figurerne, bare ikke er store nok. En håndfuld sprittuscher og mønsterpapir er et udmærket alternativ. Kortet tegnes op – læg noget under, da sprittuscherne går lige igennem. For reveal-as-you-go, bruger jeg billigt printerpapir, der klippes ud så det dækker de enkelte områder, og tapes fast i een ende, så det er let at tage af efterhånden som karaktererne kommer omkring i dungeonen.

Næste trin, efter at have gennemlæst eventyret to gange, overstreget vigtige detaljer og taget stilling til miniaturer og kort, er at sammentælle listen over monster og NPC’er, for derefter at printe deres detaljer ud via DnDBeyond.com. Jeg organiserer mine monster print-outs, så jeg har ét print for hver gruppe af monstre, der hører sammen. For DDEX01-03 havde vi et angreb på en landsby, hvor to grupper kobolder angriber byen fra to vinkler. Altså har jeg for disse udskrevet 2 kobold-ark. På hvert ark tilføjer jeg et felt, hvori jeg kan notere “Initiativ” for monsteret eller monster-gruppen. Derudover, som i ovennævnte eksempel, laver jeg en lille tabel, hvor jeg nummerer monstrene i gruppen, her altså to grupper, een med 6 og een med 4 kobolder, samt deres initielle hitpoints. Kobolder har normalt 5 hitpoints, men det giver lidt varians på forhånd at slå hitdice for hver kobold, og det giver denne her forberedelse mig mulighed for.

Udover monstre, printer jeg også evt items ud, ligeledes fra DnDBeyond.com. Det kan være Potions of Healing og andre mondæne ting, spillerne kan støde på. Men også de magiske items, de kan finde i løbet af eventyret, dem printer jeg også ud. Endelig printer jeg, når det nu er Adventurers League, det formelle Reward Certifikat ud, så spilleren der får f.eks. en tryllestav eller en magisk ring, har de formelle papirer fra AL, hvis en anden DM skulle spørge hvorfra de har fået den magiske genstand. Printet fra DnDBeyond.com er alene for at spilleren har de fulde detaljer om genstanden, idét DDAL certifikatet sjældent indeholder alle detaljer, men blot henviser til f.eks. Dungeons Masters Guide-bogen.

Sidste forberedelsestrin for mig er så, at lægge de udprintede monstre og items ind på de rigtige pladser i eventyret, så jeg f.eks. altid har koboldernes stats liggende efter siden hvorpå der bliver refereret til dem.

Det hele, eventyret, item certifikater og evt kort, pakkes sammen i et plastikchateque, og lægges klar til spilaften.

Besøg den danske D&D Adventurers League-gruppe på Facebook i gruppen D&D Adventurers League Danmark, eller kig forbi hjemmesiden på www.dnd-al.dk.

Hold dig ikke tilbage for at sende mig feedback på blog@casperhelenius.dk