Det er fedt, at tosse rundt efter orker, drager og andre mærkelige væsener. Man bliver fanget af de spændende historier, der ofte favner alt, hvad litteraturen har kunnet mønstre igennem tiden, når det kommer til konflikt, mystik, magi, jalousi, magtkamp, etc. Men – hånden på hjertet – hver dag, hele ugen kan jo ikke gå med at sidde og kaste terninger efter hinanden. (Din DM skal jo have tid til at forberede sig :P)

Så må computeren eller spilkonsollerne komme os til undsætning! Fordømt!

For at du ikke skal føle dig alt for meget på bar bund, vil jeg her omtale et par af de spil, der enten er direkte relateret til D&D eller via stærk inspiration af genren tilbyder den bedste følelse af at spille rollespil digitalt.

#1 – Baldurs Gate 1 + 2

Baldurs-Gate-2-Enhanced-Edition-screenshots

Noget rører på sig i den lille by, Baldurs Gate, på Sværdkysten – en lokalitet kendt fra Dungeons & Dragons univers. Som spiller tvinges man fra sit hjem, og ud på en rejse igennem Sværdkysten i det nordvestlige Faerun. Du oplever en verden på kanten af krig, og snart opdager du, at der er frygtelige og dystre kræfter på spil. Spillet udmærker sig ved, at lægge sig meget tæt op ad Dungeons & Dragons reglerne. Det oprindelige spil er fra 1998 og er nok svært at finde, men det er blevet genudgivet som forbedret udgave under titlen “Baldurs Gate – Enhanced Edition” i 2012, først til PC og siden til Mac og blev senere udgivet til iPad også, så spillet nu kan tages med på farten. Det fordelagtige ved Baldurs Gate-serien er, at systemkravene er ret beskedne, så selv ældre hardware kan være med.

Baldurs Gate Enhanced Edition kan købes til PC og Mac via Steam eller iPad via AppStore.

#2 – Icewind Dale 1 + 2

icewind_dale

Har man sagt Baldurs Gate må man nødvendigvis også sige Icewind Dale, et nyt kapitel bygget på samme motor og regelsæt som Baldurs Gate. Udgivet på næste samme vilkår som forgængeren, men med en ny dragende historie i det kolde isdækkede nord blandt kæmper og dét der er værre. Icewind Dale er også udkommet i en Enhanced Edition, der bringer grafikmotoren halvandet årti frem i tiden. Også Icewind Dale fremrager ved, at kunne køre på ældre hardware.

Icewind Dale Enhanced Edition kan købes til PC og Mac via Steam eller iPad via AppStore.

#3 – Neverwinter Nights 1 + 2

neverwinter_nights

I tråd med de førnævnte spil, foregår Neverwinter Nights 1 + 2 også i Faerun i Forgotten Realms-universet. Spillet lægger sig næsten ligeså tæt op ad Dungeons & Dragons reglerne som Baldurs Gate og Icewind Dale, og fænger også med en gribende historie, hvor du enten alene eller i coop med vennerne kan genopdage en skjult verden, fuld af magi og vidundere.

Neverwinter Nights Enhanced Edition er i skrivende stund på vej til PC via Steam, og udmærker sig ligeledes ved at have meget lave systemkrav.

#4 – Neverwinter

neverwinter-battle

Er du til MMO’er – massive onlinespil med masser af spillere – er du nødt til at give Neverwinter et skud. Neverwinter udspiller sig ligeledes i Forgotten Realms – som de foregående spil – og tager dig med på en rejse i Sværdkyst-området. Hsitorien foregår – i modsætning til de 3 førnævnte spil – efter den såkaldte Spellplague, hvor landet blev rev i stykker, og det påligger nu dig at hjælpe med at finde hoved og hale i disse nye tider i Faerun. Der findes kun de klassiske gode væsener i spillet, så kampen er udelukkende det gode – spillerne – mod det onde. Men grafikken er rimeligt flot, spillet udvikles løbende og meget af det officielle indhold, de produceres af Wizards of the Coast, udvikles i et eller andet omfang til spillet.

Neverwinter findes til PC, Mac, Xbox One og PS4. Spillet er gratis, men understøttes af et frivilligt abonnement. Fordelen ved at have abonnementet er minimalt, og du kan sagtens få fuld spilleglæde ud af spillet uden at betale en krone.

#5 – Tales from Candlekeep

tales_from_candlekeep

Et af de seneste skud på stammen, er spillet Tales from Candlekeep, tilgængeligt via Steam. Spillet er en digital udgave af brætspillet af samme navn, og er altså en computerversion af de for nogen velkendte Adventure System spilsystem, som Wizards of the Coast har udgivet en række spil i. Minimum ét brætspil er det blevet til pr. Dungeons & Dragons 5ed sæson, så mon ikke det fortsætter fremafrettet.

Spillet er turbaseret, og inviterer spilleren på eventyr i Chult, den eksotiske lokalitet vi er introduceret til for nyligt med D&D Hard-Cover eventyret Tomb of Annihilation.

Spillet er rimeligt hurtigt at spille og dermed lidt casual-agtigt. Det er et alternativt og friskt perspektiv på rollespils-computerspillet.

Du kan finde spillet på Steam til hhv PC og Mac.

#6 – Dungeons & Dragons Online

ddo_screenshot_13_by_clavat99-d3266ay

En del rollespillere sværger til det efterhånden aldrende Dungeons & Dragons Online. Spillet drives på en ældre grafikmotor, men skal man tro de trofaste spillere, er det i eventyrmodulerne at det fængslende i spillet skal findes. Her findes moduler, som du låser op for at spille, med knaldgode historier og til tider med fuld voice-over. Tag f.eks. bare eventyret, hvor historien er indtalt af selveste Gary Gygax selv inden hans død i 2008.

Spillet er principielt gratis at spille, men en del eventyrmoduler koster penge. Du kan med fordel tilkøbe en VIP pakke, der automatisk låser op for alle moduler, så længe du er aktiv VIP spiller.

DDO er tilgængeligt til PC og Mac.

Når vi kigger på rollespil til computer eller iPad, er der et par spil vi ikke må glemme. Det er ikke D&D baserede spil, men rollespillet og udviklingen i historie og karakter fylder afgjort så meget, at disse to spil fortjener at komme på listen her.

#7 – Dragon Age-serien

dragon_age

Dragon Age-serien er af mange blevet rost som det absolut bedste rollespil til computer og konsol, nogensinde. Historien er fængslende, grafikken er – nåhja, den vokser med tiden (Dragon Age 3 er naturligvis en hel del pænere end Dragon Age 1).

Har du abonnement på Origin Access kan du finde alle 3 spil hér.

#8 – World of Warcraft

wow

Lad diskussionen begynde 🙂 World of Warcraft – eller WoW – er for mange millioner mennesker hver dag, indbegrebet af fængslende og stilrent rollespil. Du spiller som enten de gode i Alliancen eller de onde i Horden, og udover den direkte, åbenlyse kamp imellem de gode og de onde, ligger der et hav af gråzoner indimellem, som du skal krydse klinger med, mens du går igennem historien.

WoW udmærker sig ved at have mange spillere. Det giver et rigt og livligt leben på de forskellige servere man spiller på. Blizzard, der driver WoW, udvikler forsat på nye udvidelser, men arbejder også på at stille “gamle” servere til rådighed med ny grafik og spil-motor, således at nutiden unge spillere – WoW har trods alt 15 år på bagen – kan spille de første kapitler i spillet helt forfra, og opleve Azeroth – som verdenen hedder – som den oprindeligt blev udlagt for os, der har været med fra omkring starten.

Ønsker du at prøve WoW, kan du gratis spille med til level 20. Herefter betales et månedligt abonnement. Gratis-kontoen er begrænset på enkelte andre områder, og der er altså et helt klar incitament for at tegne abonnement. PS: Vi spiller nu på EU-serveren Draenor som Mathaya (Aya), Saxifraga (Sara) og Novaree (mig)